onsdag den 25. april 2012

En uddannelse i etik


Artikel fra Dagbladet Roskilde, lørdag d. 21. april, 2012


Salløv: Susanne Mikaella Veierbæk fra Livsglædecentret i Salløv er kvinden bag Danmarks første tantramassagebehandler uddannelse. Hun har selv manglet behandlere at henvise til, når hun ikke kunne tage sig af alle dem, der henvendte sig til hende med forskellige problemer, og sådan fik hun idéen til at uddanne andre. Uddannelsen tager to år, og selv om en stor del af behandlingsformen handler om massage, går der et år, før eleverne kommer til den del. Først skal de gennem en rejse i etik og en udforskning af sig selv. Foto: Hans-Jørgen Johansen




Danmarks første tantrabehandler uddannelse er igang i Livsglædecentret i Salløv. En del af træningen går ud på at lære at massere, men det første år går med at lære sig selv og en masse etik at kende. Og selv om massagen også omfatter kønsdelene, har det intet med sex at gøre.

SALLØV: Lige nu er fem deltagere i gang med at uddanne sig til tantramassage behandlere i Livsglædecentret i Salløv. Uddannelsen er den første af sin slags i Danmark, og centrets indehaver Susanne Mikaella Veierbæk har selv opbygget den.
- Ideen til uddannelsen kom ud af et projekt, jeg lavede om rejsningsproblemer. Omkring 350.000 mænd har problemer med at få rejsning, og jeg kan ikke have dem alle sammen i behandling her. Jeg kender ikke nogen, jeg kan henvise til, så jeg tænkte, at det kunne være en god idé at uddanne nogen. Uddannelsen er unik. Jeg har sammensat den på baggrund af de mange uddannelser, jeg selv har taget og de mange erfaringer, jeg har fra forskellige jobs, og de første fem deltagere får mulighed for at være med til at forme den, siger Susanne Mikaella Veierbæk.

FAKTA
Susanne Mikaella Veierbæk er kvinden bag Danmarks første tantramassage-behandler uddannelse
Første hold begyndte i september sidste år
Uddannelsen varer to år og foregår over 16 moduler á tre dage
Susanne Mikaella Veierbæk har selv sammensat uddannelsen
Hun er udover tantramassage behandler uddannet sexolog, psykospirituel vejleder, socialpædagog og storyteller
Det næste hold på uddannelsen starter til september
Den første tirsdag i hver måned er der mulighed for at få gratis information om uddannelsen i Livsglædecentret i Salløv
Det er muligt at få flere oplysninger på hjemmesiden: www.livsglaedecentret.dk eller man kan kontakte Livsglædecentret på e-mail: sus@livsglaedecentret.dk eller på telefon: 40 95 88 75.

Ikke sex
Så snart ordet tantra indgår i en samtale, dukker ordet sex også ofte op, men for centerlederen er det vigtigt at fastslå, at tantramassage-behandlingen intet har med sex at gøre. Selv om massageformen foregår uden en trevl på hverken behandlerens eller modtagerens krop, og selv om kursisterne også kommer til at lære at massere kønsdelene, går det første år af den toårige uddannelse uden at massere overhovedet.
- Det første år handler om selvudvikling. Der er så meget etik i det her, at man skal kende sig selv 100 procent for at kunne give sådan en massage. Vi masserer hele kroppen - også kønsdelene, fordi de er en naturlig del af kroppen, og vi er inde og arbejde i den seksuelle energi. Det er gennem den, vi er skabt, det er der, vi er aller tættest på, hvem vi er, og det er her vores vej i livet bliver vist, fortæller Susanne Mikaella Veierbæk. Både par og enlige bruger tantramassage som behandling. Der kommer en del par i Livsglædecentret, fordi forholdet ikke fungerer, og der kommer også folk, som har været udsat for seksuelle overgreb, og her gælder det i den grad om at have etikken i orden.
- Dem, der har været udsat for voldtægt eller incest, kan have svært ved at finde tillid til deres kroppe og seksualitet igen. Vi kan hjælpe med at få løst op for problemerne, men det kræver virkelig meget etik. Skaderne kan blive ubærlige, hvis vi ikke respekterer modtagerens grænser, derfor er det vigtigt, at kursisterne lærer om kroppen og lærer at gå intuitivt frem, når de masserer, fortæller hun.

Nyt hold
Susanne Mikaella Veierbæk rejste sidste år landet rundt for at gøre opmærksom på den nye uddannelse. Omkring 100 kontaktede hende efterfølgende for at høre mere, og nu er hun altså endt op med et hold på fem deltagere. Fire mænd og en kvinde. De kommer fra vidt forskellige baggrunde og tæller en vvs ‘er, en militærmand, en lærer, en sygeplejerske og en zoneterapeut. De mødes otte gange om året i en weekend og får udover af Susanne Mikaella Veierbæk blandt andet undervisning af gæstelærere, som behandler emner som mænds udvikling, vejrtrækning, skyggesider, håndlæsning, yoga, afhængighed og zoneterapi.
hee

mandag den 23. april 2012

Vi har alle brug for ro, afslapning og indlevelse


Artikel skrevet af SMV som bidrag til Joan Ørtings hjemmeside, april 2012.


Tantramassage kan være en gylden vej til et bedre liv med nærvær, kærlighed og selvfordybelse.


I livsglædecentret kommer mænd, kvinder og par for at modtage- og lære at give hinanden tantramassage. Aldersspredningen er fra 22 til 84 år, og alle samfundslag er repræsenteret. Fordelingen er 1/3 mænd, 1/3 kvinder og 1/3 par.
Årsagerne er mange: Nydelse, afslapning, indsigt i sig selv og sin krop, kærlighed, forløsning af incest- og/eller overgrebsproblematikker. Hos par kan det være, at manden har rejsningsproblemer, kvinden manglende lyst, eller at man blot ønsker at få inspiration til et allerede eksisterende godt parforhold. Nogle par vælger også at lære at give tantramassage, for at starte på bedst mulig vis i deres nye forhold. De får et nyt sprog.

Tantramassage er ikke sex. Der masseres i den seksuelle energi, så lyst og tændthed er naturlige følelser, ligesom man kan komme i berøring med dybe følelser af skyld, skam og sorg. I massagen taler vi om, at der er plads til det hele, og det er netop dette faktum, der gør det til en unik oplevelse at give og modtage tantramassage. Der er i ”ren given slip”, både som giver og modtager, mulighed for at komme i en tilstand, hvor verden forsvinder omkring en. En totalt væren i nuet.

Vi har alle brug for berøring. Kineserne siger at vi har 2 millioner erogene zoner, og hvor mange er det lige, at vi berører i det daglige liv? og når det kommer til det seksuelle, hvor er det så lige, at fokus er? I tantramassagen handler det om at give hele kroppen kærlighed og opmærksomhed.

Nogle af gaverne ved at give hinanden massage på denne måde, er mere tolerance, færre uenigheder og mere glæde og klarhed.

Ro, indlevelse og plads til at være der for hinanden.

Afsæt tid. Planlæg hvornår. Giveren sørger for at rummet er klar med musik, dufte, evt. blomster og olie.
Du kan det allerede, så giv slip på præstationsangst og følelsen af krav.


Hele kroppen skal berøres. Det er ikke så vigtigt, hvor meget du berører de enkelte steder, men det, at alle steder, fødder, hænder, ører, hoved, hår bliver berørt, vil give modtageren en helhedsoplevelse af at være elsket.
Intentionen er at give kærlighed. Det handler ikke om orgasmer og/eller udløsninger, og der er intet mål med massagen andet end nærværende berøring.
Lyt til din kærestes åndedræt, lyde og bevægelser – det er nemlig disse elementer, du skal agere efter.
Hvis du begynder at tænke, så hold hænderne stille, træk vejret dybt ind i dig selv og vent på en impuls til, hvor dine hænder og din krop ønsker at berøre din elskede.
Når det er manden du masserer, så start ved kønsdelene og lad det være centrum i hele berøringen - træk energi derfra ned i ben og op i overkroppen.
Når det er kvinder, der skal masseres, så start med brystet og først efter ca. 30 min., når hun selv har åbnet sig i sit køn, masseres kønsdelene. Massér aldrig indvendigt før hun selv har givet sine safter. Over tid vil det ske helt naturligt. Så det er intet succeskriterie, at det er ”vådt”.

God fornøjelse, må kærligheden blomstre.

onsdag den 4. april 2012

- Det her er mit livsformål


Artikel i Dagbladet Roskilde, torsdag 23. december 2010


Susanne Mikaella Veierbæk har gjort det til sit mål at få mennesker til at kommunikere bedre.

ROSKILDE: Susanne Mikaella Veierbæk har været vidt omkring i sit 47 år lange liv. Både personligt og jobmæssigt.
Hun er uddannet socialpædagog, er psykosprituel vejleder, storyteller og meget mere. Hun har både arbejdet med unge udviklingshæmmede, børn og ældre mennesker, og det er netop de mange menneskelige erfaringer, hun har gjort sig via sit arbejde, der har ført hende til projektet på Livsglædecentret.
Hendes liv tog for alvor en drejning i 2008, hvor hun blev uddannet sexolog.

- Det var på det tidspunkt, jeg begyndte min egen rejse ind i mig selv. Jeg havde på det tidspunkt beskæftiget mig med mennesker på næsten alle tænkelige områder og niveauer - fra vugge til grav, kan man måske sige - Og dét gik op for mig, at jeg har skullet hele vejen rundt om mennesket, for at finde min rette hylde, siger Susanne Mikaella Veierbæk.

Unik kombination
Det er netop kombinationen af arbejdet med krop, sind og ånd på én gang, der ifølge Susanne selv, gør hendes tilbud på Livsglædecentret helt unikt.

 - Tantramassage, parterapi og sexologsamtaler er den perfekte pakke. Vi mennesker er i løbende udvikling, men når vi hver dag har travlt med job, børn og fritidsinteresser, glemmer vi at mærke efter, om vi i virkeligheden er rigtigt glade, og om vi er tilfredsstillede. Min opfordring til alle mennesker er at tage tiden til at forkæle sig selv og hinanden, for det er kærlighed, der holder vores liv i gang -det er her, vores styrke kommer fra til at kunne klare de mange ting, vi har at se til i hverdagen, siger Susanne Mikaella Veierbæk.



” I et parforhold
tror vi tit, at vores partner er skraldespand
for al vores lort. Det er helt forkert.
Vi skal meget hellere være hinandens hjælpere.”
Susanne Mikaella Veierbæk



Åbn portene
Vi skal blive bedre til at kommunikere med hinanden og turde indvie vores elskede i vores inderste følelser og fantasier, mener Susanne Mikaella Veierbæk.

-I et parforhold tror vi tit, at vores partner er skraldespand for al vores lort. Det er helt forkert. Vi skal meget hellere være hinandens hjælpere. Det handler om at bygge et kommunikationssprog, der gør, at vi tør dele vores allerinderste fantasier med hinanden, for det er de færreste, der giver sig 100 procent hen til kærligheden. Vi er ofte generte og tilbageholdende med at nedbryde de barrierer, der holder os tilbage for at udvikle os selv og hinanden i et forhold. Det gælder både på det seksuelle og det personlige plan, og det er her, jeg kan gå ind og hjælpe med at åbne nogle porte, siger Susanne Mikaella Veierbæk.

Hun understreger, at hun som tredje part kun er hjælper, og det er derfor parret, eller den enkelte, der skal sætte sine egne grænser og udviklingstempo.

Tantrauddannelse
Der kommer par i alle aldre hos Susanne Mikaella Veierbæk. De yngste er sidst i tyverne, mens de ældste er omkring 70.
Det samme gælder for de mennesker, der henvender sig til Livsglædecentret for at lære at give og modtage tantramassage, som par eller som enkeltpersoner. Her spænder gruppen fra 22 til 82 år.
Især tantramassagen er et stort hit, og derfor barsler Susanne Mikaella Veierbæk med at lave Danmarks første uddannelse som tantramassør. Hun regner med at skyde projektet i gang.

- Mennesket har så meget uudnyttet sanselighed i hele kroppen, og det er netop her, tantramassagen kan sætte skub i sagerne. Jeg oplever mange, der kommer til mig efter en massage og siger, at det er bedre end sex, og det har været med til at give mig mod på at starte en decideret uddannelse i tantramassage.
Mange mennesker ville have glæde af at opleve, hvor meget mere overskud, de får efter en tantramassage, og der vil helt sikkert også komme gang i sexlivet hos en række danskere, hvor lagnerne ikke har været så flittigt brugt af den ene eller anden årsag, slutter Susanne Mikaella Veierbæk.

Harvey



47-årige Susanne Mikaella Veierbæk har gjort det til sin levevej at hjælpe danskerne til at styrke deres seksualitet og til at udvikle sig. Som sexolog, parterapeut og tantramassør tager hun hånd 
om menneskets krop, sjæl og ånd.  Foto: Jens Wollesen.