Shamanisme. Min visionsrejse, sommeren 2006

November 2005, mødet med en mand. Et møde som lærer mig at udtrykke mine følelser, en mand som hjælper mig til at turde være ærlig i mine udtryk, og som ikke griner eller gør nar af mig, når jeg stammende i nattens mulm og mørke sender ham en sms om, hvordan jeg har det, eller når vi sidder over for hinanden, og jeg skal være ærlig om, hvordan jeg har det med ham, og hvad jeg ønsker, vi skal sammen.

Dette møde, denne mand, bliver årsagen til, at jeg året efter, i sommeren 2006, skriver til den svenske shaman, Ove Svensson fra Umeå, og beder om at kunne komme til ham for at tage på en visions rejse.

Siden jeg første gang havde læst om indianerne, og deres fire dages rejse ind i sig selv uden mad og drikke - hvor de fandt et sted i naturen, for at naturen med sin kraft ville vise dem en vej i livet - vidste jeg, at dette ville jeg også en dag komme til. Sidde alene - et eller andet sted - i fordybelse med mig selv. Jeg vidste også, at det ville være en utrolig udfordring for mig at gøre det, da mit sind plaprer løs med tusind tanker, og jeg er en rastløs sjæl, der helst vil have, at der sker noget hele tiden.

Jeg var ved at gå til af længsel efter at være sammen med denne mand, som fik mig til at vælge, at nu var tiden kommet. Hans omstændigheder og livsvalg gjorde, at han prioriterede anderledes, og hans behov var meget forskellige fra mine, så meget, at min dag gik med at tænke på ham, og det gjorde mig handlingslammet i forhold til at tage vare på mit eget liv.
Så der måtte en handling til – jeg ville ikke være styret af denne følelse af dyb længsel, og jeg formåede ikke at rumme den i mit indre – så jeg ringede til Ove.

Nu var det tid for mig til at finde min mission i livet. Jeg ville have min kraft hjem til mig selv. Ikke lade mig styre af et savn eller en længsel efter noget, der var ude af mine hænder.

Til alt held passede det Ove, og jeg aftalte at komme til Umeå. 

Jeg mødte Ove første gang i 2005, hvor jeg var til en healing i Farum. Det eneste jeg tænkte på under healingen var, om han måske ville komme og lede en svedehytteceremoni i Livsglædecentret. Det viste sig, at det ville han gerne, og det blev til et fint samarbejde med en dygtig medicinmand, som er oplært af en mexicansk medicinkvinde. Han arbejder med vores dybe, nordiske rødder, og han siger, at vi har 10.000 år gammel viden og kræfter, som blot ligger og venter på at blive vækket.

Shaman Ove Svensson

Ove hentede mig i lufthavnen, og vi kørte hjem til hans dejlige træhus i kanten af skoven, hvor jeg hilste på hans kone og hans yngste datter inden jeg fik mig installeret på et af værelserne.

Der var en del forberedelser, og Ove viste mig rundt på de mest fantastiske natursteder, hvor vi i flere dage lavede meditationer ved de klare søer til Oves fløjtespil – den fløjte, der bare hensatte mig til en anden tid og et andet rum, med dens smukke vibrationer i den store moder natur.

Nordsverige.

Og så var det ved at være tid til visionsrejsen og min mission her i livet.

Ove havde fortalt mig, at jeg ikke behøvede at sidde ude i fire dage, som vesterlænding, og at vi, ifølge gammel nordisk visdom, kunne gøre det på ét døgn. De samme informationer ville blive givet i dette tidsrum.

Der blev lavet en svedehytteceremoni for mig, og så tog vi af sted. Vi kørte til en skov. Bilen blev parkeret. Jeg tog min rygsæk på, og så skulle jeg ellers bare løbe efter Ove, der zigzaggede imellem træer, stier og ikke stier, træer, og træer indtil vi endelig stoppede ved en grotte. 

Her fik jeg at vide, at jeg skulle blive og at området var beskyttet, så der ikke kom nogle vilde dyr og forstyrrede mig. Jeg havde medbragt sovepose, brænde, papir, blok, blyant, tøj, og lidt vand, og af Ove fik jeg en urt, som han kaldte bjørnemedicin, som jeg kunne tage, hvis jeg havde brug for ekstra styrke. Jeg fik at vide, at jeg skulle tænde bål, og så løb han igen... Der sad jeg så. I en grotte i Nordsverige midt inde i skoven.

Mit hoved gjorde ondt. Jeg har ellers sjældent kropssmerter, men mit hoved føltes som om, det var ved at sprænges. Jeg fik tændt et bål, og så lagde jeg mig ned og kiggede ind i flammerne. Jo mere stille jeg kunne ligge, jo mere ro blev der i min krop. Lige så snart jeg bevægede mig det mindste, gjorde det ondt i hovedet. Vel, jeg havde puttet mig godt i soveposen, og så var det bare om at ligge helt stille. Pludselig kom der en bjørn til syne i flammerne, den bjørn, som jeg havde mødt før i en af meditationerne ved søen. Den var venlig men bestemt, og den udstrålede en autoritet, som gjorde, at man bare måtte lytte til den. Jeg så den som en tydelig silhuet lige oppe over flammerne.

Jeg kunne ikke bevæge mig – jeg lå paralyseret og kiggende ind i ilden, og bjørnen begyndte at tale til mig. Jeg kunne ikke forstå, hvad den sagde, det var på et sprog, som jeg ikke kendte. Jeg fik at vide, at visdommen ville jeg modtage, den havde intet at gøre med at kunne sproget, men kun med at være modtagelig over for, hvad som viste sig i ens liv. 

Mens jeg lyttede, kom der tre blå stråler fra bålet, ligesom laserstråler, og de fandt vej til mit pandechakra, mit halschakra og mit hjertechakra. Jeg ved ikke hvor længe jeg bare lå helt stille og fik bjørnebeskeder, mens strålerne strømmede ind i min krop. Jeg vågnede om morgenen, ved at solen skinnede lige ned i mit ansigt. Min hovedpine var forsvundet.

Jeg stod op, og i den varme sol iklædte jeg mig min bikini, og så gik jeg rundt i denne grotte. Det var en åben grotte, lidt fugtig og halvdyster, omkring fire gange fire meter. Det føltes alligevel rart og trygt at opholde sig derinde og at have mulighed for at kunne gå i ly for solen, og for andet slags vejr. Det var som om, det ikke var første gang, jeg havde boet et sådan sted. Grotten havde også et plateau, hvor jeg kunne spejde ud over den svenske skov. Det eneste jeg kunne se var skov, skov og atter skov.

Der stod nogle store træer tæt omkring, og ét af dem sagde til mig ”vi har altid været her, og vi vil altid være her”.

Energien i denne grotte var totalt nærvær, som en dyb boring ned i moder jord, en forbindelse, der bare var stærkere end noget andet. En direkte adgang til altings opståen. Jeg havde intet at foretage mig – bare være i denne enorme kraft, denne enorme puls og denne enorme kærlighed til alt levende.

Mit ego og mit sind flakkede, min rastløshed og min kedsomhed begyndte at vise sig, og jeg følte mig som en puma, der gik frem og tilbage i sit bur og ikke kunne komme nogen vegne. Jeg var spærret inde. Jeg havde et usynligt hegn omkring mig. 
Så kom den næste tanke: Nå, nu må jeg også have svar på, hvad mit liv handler om, og hvad jeg skal her i dette liv. Så jeg satte mig midt i solskinnet og begyndte at meditere på min livsmission. Der var varmt – det var skønt – og jeg hensatte mig til naturens kraft med et stort ønske om virkelig at sætte pris på den energi, der var omkring mig. 

Pludselig får jeg en indskydelse til at åbne mine øjne – og foran mig flyver en sommerfugl. Det var den selvsamme sommerfugl, jeg havde set, da solen vækkede mig om morgenen. Den satte sig på vandrestøvlerne foran mig. Jeg kiggede på den og sagde ”du kan da ikke leve” – den sad dér og lignede en af dem, man sætter op i en kasse med en nål igennem. Sådan en som havde siddet der i mange år, og hvor støvet var forsvundet fra vingerne. Den havde kun én vinge, og hvordan den formåede at komme rundt var mig ubegribeligt. Mens jeg sad der, kom der tanker som: ”hvad ved jeg om, hvad der er levedygtigt”, ”hvad ved jeg i det hele taget om, hvad livet er” ”hvad ved jeg om, hvad dens gerning er?” ”hvem er jeg, som kan dømme?” … og så fløj den en runde, og fløj væk. Jeg sad fuldstændig forundret.

Grotten.

Sommerfuglen er nu mit logo i Livsglædecentret. Den står for mig, som den største tranformation, og mens jeg sad der - med tankerne om: ”hvem er jeg, som skal dømme”, tanker om at liv og kærlighed tit findes dér, hvor den er sværest at se – kom der tre baby sommerfugle flyvende – tre små sommerfugle, der havde hver deres farver – tre små sommerfugle, som fortalte mig, at hvis jeg kan se skønheden, hvor der umiddelbart ingen skønhed er, så vil jeg kunne støtte og hjælpe mennesker i deres transformation. Jeg takkede for indsigten, og så så jeg ikke mere de tre små baby sommerfugle. Jeg vidste, at jeg havde fået det budskab, som jeg skulle bruge til min mission.

Vel, vel – Jeg rejste mig op, og så kom den rastløse panter frem i mig… og pludselig fik jeg den tanke: ”tænk nu hvis Ove var kørt galt”, der var jo ingen andre, der vidste, hvor jeg var. Så ville jeg kunne sidde der i al evighed. Den tanke tog overhånd, og så tænkte jeg, at jeg jo hellere måtte begynde at handle på den. Jeg syntes, at der var gået over 24 timer, jeg kunne se det på skyggerne der faldt, og det var jo 24 timer, jeg troede, var aftalen med Ove.

 Jeg pakkede mine ting sammen, … skulle ikke rådne op i en grotte i Sverige, og jeg begav mig af sted – kom dog ikke langt på grund af alle de klippeknolde jeg måtte hoppe rundt på i skovbunden. Ove havde jo også sagt, at hvis jeg bevægede mig udenfor området, kunne han ikke garantere for min sikkerhed. 

Men jeg gik, og da jeg havde gået et stykke tid, kunne jeg godt se, at jeg aldrig ville kunne finde ud af skoven, så jeg gik tilbage til grotten... og jeg stortudede. ”Kære Rune og Thor” - mine to drenge, der på det tidspunkt var 18 og 14 år - ”undskyld at I har så dum en mor, som har sat sig her i en grotte i Nordsverige – undskyld, undskyld”, mine paniktanker havde sat sig, som om dette var min sidste time – så jeg sad der og vred mig i mavekramper og selvmedlidenhed over min egen tåbelighed, inden den næste tanke kom til mig: ”Jeg overlever jo ikke ved at ligge her og græde”, næste tanke – ”Ove havde jo givet mig noget bjørnemedicin”- jeg fandt det frem og tykkede på det, og så kom jeg i tanker om, at jeg jo kunne rive en sort plasticsæk i stykker, og markere min vandring.

Skov, skov og skov.

Jeg fik samlet mig sammen endnu en gang, og begav mig af sted, mens jeg satte sorte markeringer op, som jeg, set i bakspejlet, aldrig ville have fundet igen, for når jeg ændrede retning i skoven, var de ikke længere synlige. Men jeg gik og gik mine modige skridt, i tillid til at jeg nok skulle finde vejen… Og pludselig i min egen stilhed kunne jeg høre… krislen… mus i skovbunden? … andet dyr der bevægede sig? Jeg lyttede, og jeg fulgte den vej… så var der en fugl der gav lyd, og så fremdeles … og lige pludselig kom vejen.. min lettelse. Jeg fik stoppet en bil og fik ringet til Ove … og så gik jeg ham i møde.

Ove sagde, at jeg jo havde sagt, at jeg gerne ville have lang tid derude, så han havde ikke haft travlt med at hente mig – dog havde det forskrækket ham, at jeg selv var gået.

Min læring om min mission er i dette liv:

Jeg kan selv, Gud viser vejen.
Jeg bliver vejledt hele tiden, tegn bliver mig givet, jeg skal blot lytte.
Jeg skal se det smukke i det umiddelbart svære, der hvor ingen andre kan se liv, der kan jeg transformere ved mit nærvær og min tilstedeværelse.

Susanne Mikaella Veierbæk, Sverige 2006.

Så tak kære mand, tak for at du i dit liv valgte at stå i dit eget ”rum”, så jeg kunne lære at stå i mit. Du, længslen og savnet var årsagen til den transformation, og til, at jeg tog den rejse og blev klogere på mig og mit liv.

Susanne Mikaella Veierbæk – sommeren 2006

Dette var historien om min visionsrejse. Ethvert menneske har sin egen vej her i livet, og sin egen visionsrejse at foretage, hvis han/hun vælger det. Hvad der kommer ud af en sådan rejse, og hvad man oplever undervejs er vidt forskelligt fra person til person. Der er ingen oplevelser, der er mere rigtige end andre.