Jeg er genert, jeg er mærkelig, jeg er ikke god nok…

Er det tanker du kender?

Hun kom og satte sig, en smuk kvinde på omkring 35 år. En kvinde, der aldrig havde haft en kæreste, aldrig havde involveret sig med et andet menneske sådan på det helt dybe plan, hvor hjertet er åbent, og man i tillidsfuldhed deler med hinanden, hvor ”fejl” er okay, fordi det er trygt, og fordi det er rart at dele ens inderste. Hun længtes efter nærhed og samhørighed. Hun længtes efter at være elsket, at blive set og at blive hørt.

Hun mindede mig om mig selv som 35 årig, da jeg begyndte at komme i misbrugscentret - da jeg begyndte at opsøge steder for medmisbrugere, børn af alkoholikere. Jeg huskede, hvordan der var så meget, jeg skulle gemme inden i. Ingen at tale med, intet sprog, bare en dyb, indre smerte, som jeg ikke kunne placere.

Vi talte videre, og jeg spurgte til hendes opvækst, hendes arbejde, hendes interesser og hendes liv.

”Jeg er genert, jeg vil ikke være det mere.”

Jeg gav hende pladsen. Hun talte, med krydsede arme og blikket ned i gulvet. Jeg sansede smerten i at være lukket inde og ikke at kunne finde vej i livet.

Hun var dagligt sammen med mange mennesker og havde altid været det, bare ikke på den måde. For der var noget, der var lukket, der var noget, hun ikke kunne få fat i, og hun havde gjort det til sit liv at tænke: ”Jeg er forkert”...

Den sætning havde lavet meget ballade i hendes indre, og kom i mange afskygninger, som: ”Der er ingen der vil mig”, ”Jeg er ikke god nok”, ”Jeg er ikke smuk nok”, ”Jeg er mærkelig.”

Kender du det?

Jeg gør! - det skulle tage mig mange år at ændre de tanker, og selv i en alder af 52, kommer de stadig ind imellem.

Sagen er bare:

At jeg ER mærkelig, jeg gør ting, som ingen andre gør, jeg reflekterer og skaber mine egne sandheder. I dag dømmer jeg ikke mig selv. Jeg er stolt over at have haft det mod, der skulle til for at være tro mod mig selv.

I en alder af 35 år kunne jeg endelig sige højt ”Min far er alkoholiker”. Jeg husker stadig, hvor svært det var. Jeg husker hvordan min mave knugede sig sammen, og hvor meget skam jeg følte.
Jeg stod frem og røbede en familiehemmelighed. Alle vidste det – ingen talte om det. Jeg brød tavsheden. Og det var lammende. Det tog mig mange måneder at indse, at det var min sandhed.  

Kvinden talte videre, hun skulle have hjælp, ordene kom ikke af sig selv, hun skulle spørges, og jeg spurgte, og jeg spurgte, og jeg spurgte – og ud kom ordene, forløsningen og letheden.

Sanne Mikaela Bazlamit
Livsglædecentret, nov. 2016

Livsglædecentret.